Bolette Roed

Debut: Bolette Roed er en af de dygtigste og mest nysgerrige musikere, konservatoriet i København har fostret.

"Fra ridderlige kærlighedssange til liderlige sømandssange. Fra fine sonater med cembalo til elektrisk forstærkede astmalyde.
Så langt omkring nåede fredagens debutant fra Det Kongelige Danske Musikkonservatorium – blokfløjtisten Bolette Roed. Hun gjorde det sammen med otte kolleger, der alle lyste som stjerner den aften. Og hun gjorde det uden at hægte en eneste lytter af. Pigen hører simpelthen til de mest spændende musikere, konservatoriet har uddannet.
For al musikken lyder vedkommende i hendes mund. Der er dramatik i spillet mellem naturbarnets kønne ydre og kunstnerens alvor. Og når hun taler, lyder hun som Dronningen – med nøjagtig samme evne til at fatte sig i korthed.
Denne inderlighed stiller hun så til rådighed for komponister, der selv går til yderligheder. For eksempel når hun skal bruge mange forskellige slags blokfløjter – alene fordi det er muligt. Gys. Men hun går ind i det alligevel, og dét på den smukkeste måde. Hun blæser aldrig øjnene ud af hovedet. Alle toner vokser fra en indre melankoli.
Bolette Roed er kort sagt musikvirtuos, ikke blokfløjtevirtuos. En stopfyldt Garnisonskirke fik skam både tungekriblen og fingerkrablen – men først i ekstranummerets variationer a la »What shall we do with the drunken sailor«... Bare for at vise, at dét kunne hun forresten også.
Som om man var i tvivl."

6 stjerner

Musikantisk overskud

Ny blokfløjtebegavelse i overlegen, vidtspændende og inspireret debut.

"Bolette Roeds debut begyndte med en uropførelse, endte i højmiddelalderen og tangerede undervejs både renæssance, barok og rokoko, og ekstranummeret var en folkedans, men det var ingen pedantisk historisk gennemgang, der pligtskyldigt skulle demonstrere alle kapitler af faget blokfløjte. Kortene var blandet til et maksimum af afveksling, ikke to værker havde helt samme besætning, og hvad der på papiret tog sig flimrende ud, viste sig som et overbevisende hele: en spændende og stimulerende fortælling om instrumentets mangesidige natur.
Og om en fascinerende og begavet musiker. Bolette Roed er ikke bare virtuos; hun er ét med musikken, lige så stærk og direkte engageret i de udtryksfulde menneskelige klynk og suk blandt tøvende og prøvende naturlyde i nulevende Kikuko Masumotos teknisk grænseoverskridende 'Pastorale' som i overstadigt kogende spillemandsvitalitet i en anonym italiensk sats anno 1400.
Med tre stykker vejede ny musik tungt i programmet, udtryksfuldt indforstået i formidlingen. I uropførelsen, Ejnar Kandings 'Viste sueños', var fløjten med Lorcas mottotekst 'det brændende hjerte', der med lidenskab og gråd flakser gennem et dramatisk computerskabt lydunivers. Strammere formet og mere koncentreret i stoffet er Lars Graugaards 'Grind', som båret af frase og klang tegner et alvorligt indtrængende dobbetlportræt af akkordeon og blokfløjte. Hovedvægten ligger på sidstnævntes tekniske mangesidighed, som Roed foldede ud med umiddelbar lyrisk ekspressivitet.
Talende følsomhed prægede en cembaloledsaget sonate af C.P.E. Bach, mens fader Sebastians triosonate i G-dur blev lysvågent legende kammermusik med delikatesse og frisk spilleglæde. Arrangementet for tre blokfløjter fungerede bedre, end man ofte oplever den originale orgelversion. Og som tæt, inderlig frasering gradvis opløstes i jublende koloratur, blev Jacob van Eycks solovariationer over 'Psalm 118' et koncentrat af Bolette Roeds musikantiske overskud."
Jan Jacoby, Politiken 1.april 2004

Eva Baraths komponistdebut, Konservatoriets festsal 14-11 2001:

"...Man lytter gerne til hendes (Eva Barath red.) musik, og man fornemmede at musikerne også gerne udfører den. Mange fremragende præstationer hjalp med til at gøre Eva Baraths komponistdebut vellykket. Lad én her tælle for dem alle: Blokfløjtespilleren Bolette Roed der både som solist og i samspil med andre viste en teknisk beherskelse af instrumentet og en kunstnerisk indlevelse i Eva Baraths musik, som var eksemplarisk."
Jens Brincker, Berlingske Tidende 16.november 2001

"...Kun blokfløjtesoloen 'sprachlos' tegnede et dramatisk begribeligt forløb fra ligevægt over panik til opgivende afmatning, idet en fantasifuld, 'snakkende' eller jamrende behandling af instrumentet understregede udtrykket. I Bolette Roeds dygtige og indlevede fortolkning var det aftenens varme spot. Som en forstudie kunne man betragte aftenens ældste værk, 'ohne Titel' for blokfløjte og akkordeon med elektronisk klangregi, der også trækker effektfuldt på foretrukne virkemidler som faldende glissandi og små intonationsforskydninger."
Jan Jacoby, Politiken 18.november 2001

Koncert i Engholm Kirke, Allerød, James Crabb og Bolette Roed Duo, 17-9 2000

Anderledes samspil - En storartet koncert for blokfløjte og accordeon

"Bolette Roed er bare 21 år, (...) og hun kan mageligt stå på egne ben. Hendes teknik er fremragende, hendes tilgang til værkerne let og smilende - og så kan hun spille på ét ben når det gælder! James Crabb er et lige så åbenlyst talent på sit instrument (…) Sådanne to solister sammen måtte give en spændende koncert, og det var, hvad publikum fik. Forrygende skotsk - Optakten foregik udenfor kirkerummet. Fra præsteværelset lød rytmisk banken, og blokfløjten dukkede op bag den store messingdør. Det viste sig, at James Crabb brugte sin accordeon som tromme, medens Bolette Roed lod fingrene pile op og ned ad fløjten i en forrygende skotsk folkemelodi "Mary Scott". Det var virkelig et nummer at spille sig varm på! Den mere alvorlige del af festen begyndte med et arragement af russeren Viktor Fortins blokfløjtekoncert fra 1985 med en række indbyrdes udfordringer for de to, og endnu mere artistisk blev Morten Olsens duo "I repeat myself When Under Stress, I Re..." fra 1995 med et nærmest aggressivt med- og modspil i krævende figurer. (...) Koncerten toppede dog med Bolette Roeds suveræne udførelse af japaneren Ryohei Hiroses "Meditation" fra 1975, et særdeles vanskeligt værk med greb helt udenfor det gængse mønster og med smertefulde klange som konsekvens, men også med inderlige øjeblikke af ophøjet ro og dyb hengivelse. Det var en meget stor præstation, koncentreret og samvittighedsfuldt behandlet udenad. (...) Koncerten fik den rigtige slutning, da parret fandt endnu en skotsk melodi frem som ekstranummer og på den måde blev den musikalske krans bundet færdig. Begejstringen var stor og forståelig. Man sad og længtes efter at have en time med de to på cd til hverdagsbrug hjemme, så opløftende og glimrende var det direkte møde med de dygtige instrumentalister."
Frederiksborg Amts Avis, Knud Cornelius, september 2000