Medrivende midsommerkoncert pustede liv i Vivaldi
Henrik Friis, Politiken, 24.juni 2011, 5 hjerter

Årets musikfestival i og omkring Frederiksberg Kirke blev skudt i gang med et brag af velklang og innovation.
Folkene bag var kommet på den lille genistreg at lægge åbningskoncerten i fortsættelse af sankthansaften, så de 10.000 deltagere i Frederiksberg Have ikke kunne undgå at få tilbuddet om en musikalsk godbid som finkulturel natmad til fællessang og båltaler.
Kirken var fyldt til bristepunktet. 

Spændstig ekvilibrisme
Antonio Vivaldis ’De fire Årstider’ er berømt og berygtet for at servere sublime melodier og dramatiske tonemalerier i en sådan grad, at musikken i dag er en kunst at løfte en fortolkning ud over klicheen. Det havde ingen medvirkende problemer med torsdag. 
Hver af årstiderne er egentlig en violinkoncert i tre satser, men denne gang var det kun ’Vinter’, der levede op til den beskrivelse. I dagens anledning begyndte de med ’Efterår’ som en spændstig blokfløjtekoncert med Bolette Roed som ekvilibristisk solist, fulgt af Rune Tonsgaard Sørensens indsats i ’Vinter’.
’Forår’ blev en dobbeltkoncert for fløjte og violin, hvor Roed med glimt i øjet tog sig af alt det, der lød som morgenstemning og fuglekvidder – og den afsluttende, som med Trio Alphas var en helt alternativ version iklædt barokorkester, buldrende slagtøj, piccolofløjte og sopransaxofon. 

Fandenivoldsk
Det var så overraskende helstøbt og velgennemført, at havde arrangørerne haft en pointe om at vise, at de 300 år gamle noder på Midsommerbarok skal blive til levende musik i rivende udvikling, så fik man det at mærke direkte og kropsligt. Ekstremt højt musikalsk niveau og god plads til leg og spilleglæde. 
Ikke siden Den Italienske Ambassade hev La Scala-orkestret til København for fem år siden, har jeg hørt så overrumplende en fortolkning af de tre satser i ’Vinter’.

Musikalsk nerve helt ind til en hård kerne af permafrost. Rune Tonsgaard Sørensen leverer som medlem af Den Danske Strygekvartet og koncertmester i Sjællands Symfoniorkester ofte perfektioneret klassisk musik. 
Men den 28-årige violinist dyrker også folkemusikken i bandet Dreamers Cirkus, og netop den slanke, musikantiske fandenivoldskhed var som skabt til det konstant pågående spil hos de polske barokspecialister i Arte dei Suonatori.
Tyngde og nerveOg Alphas afslutning skrevet af saxofonisten Peter Navarro-Alonso var ikke mindre frapperende. I baggrunden hos barokorkestret anede man hele tiden fragmenter af Vivaldis originale sats, mens de tre insisterende triomusikere i front lagde perlende klangflader og massiv tyngde til forskellige forvanskninger af de gamle melodier.
Arte dei Suonatori, der går igen i mange af festivalens koncerter den kommende uge, er et himmelsk lille barokband. Med tryk på band.

Spillet bølgede frem og tilbage mellem aggressive, knasende sprøde passager med tyngde og nerve – og helt spinkle, krystalklare klangflader, hvor små udsmykninger piblede frem i slowmotion.